Lån af flag – hvordan?

Sådan ser et flag ud – klar til lygtepælen

Hvis du har noget, du gerne vil markere med flag i byen, så kan du fra nu af også flage på denne måde i Andebølle! Det kunne være en fødselsdag – din egen eller naboens. Det kunne være for at byde en tilflytter velkommen. Faktisk kan det være hvad som helst, du vil fejre med flag!

Alle beboere med tilknytning til Andebølle kan låne vores flag til at sætte op i lygtepælene gratis.

Du kan låne det antal flag, du ønsker – max. er 61 stk. (Det er antallet af tilgængelige lygtepæle) Du vælger selv, hvor og hvor mange lygtepæle, der skal have flag! Måske kun 1-2 stykker eller måske halvdelen af dem. Eller kun dem dine gæster kommer forbi på vej hen til dig eller forsamlingshuset. Eller …!?

Aftale om lån af flag sker med Lis Brødsted på tlf. 61 71 04 09 mindst 1 uge forinden.

Flagene skal opsættes i de holdere, der er monteret på alle lygtepæle i byen (dvs. flagstængerne må f. eks. IKKE stikkes ned i jord eller andet). Er der placeret anden udsmykning (f. eks. julepynt) i holderne, byttes denne med flag, og der byttes tilbage igen ved nedtagning af flagene.

Flagdage: Alle dage kan være flagdage!

Vi i lokalrådet håber, at du vil være med til at gøre Andebølle mere festlig, når noget skal fejres!